Om Bibis
Da jeg var barn lavede jeg smykker.
Jeg lavede smykker af ting fra stranden.
Det var mest muslingeskaller som jeg fyldte med gips
og så blev de foræret væk som øreringe.
De blev meget tunge, men min familie tog pænt imod dem.
Senere, da jeg gik på seminariet, lavede jeg emaljesmykker.
Det havde jeg helt glemt
- indtil 2007.
Jeg trængte meget til at skabe igen og nu hvor jeg har fået noget meget dyrebart foræret - nemlig TID - er det igen blevet muligt.
Jeg bor ved stranden i mit barndoms sommerhus.
Det er dette hav og denne strand der inspirerer mig.
Jeg eksperimenterer meget med mange forskellige materialer
til mine smykker, som halvædelstene, glas, metal og træ.
Dog holder jeg allermest de smykker der er lavet af sten.
På vores strand er der mange der samler rav.
Jeg samler små flade sten som ingen andre vil have.
Det er ”rav” for mig.
Folk tror også jeg samler rav.
Når de så spørger hvad jeg har fundet, viser jeg dem mine små sten - jeg vil ikke gætte på hvad de så tænker.
Men for mig er disse små sten det rene guld.
De er så smukke og de har mange forskellige farver og former.
De skal være små, tynde og gerne glatte.
Jeg borer hul i dem med et diamant bor.
Jeg bruger også halvædelstene sammen med strandstenene. Specielt turkiser passer godt til dem.
Jeg laver halskæder, armbånd, øreringe og tasker.
Med perlende hilsen
Bibi Fussing
